Case: International designsucces via ambitiøs brandingstrategi

ImageFra en baghave i Randers til en international designsucces med kontorer i København og New York. Vipp har vendt en henslumrende virksomhed til en forretning i stigende vækst. Grundlaget for succesen bygger på et unikt designprodukt og en ambitiøs brandingstrategi.

Et designikon skabes
Holger Nielsen er manden bag designikonet – Vipp affaldsspanden. Baggrunden for at designe en funktionel og æstetisk affaldsspand opstod i 1939, da Holger Nielsens hustru Maria Nielsen skulle åbne sin frisørsalon. Affaldsspanden skabte en del opmærksomhed og blev efterfølgende solgt til særligt læge- og tandlægepraksisser. I 1992 døde Holger Nielsen 78 år gammel. Han efterlod sig ikke nogen plan for virksomhedens fremtid. På dette tidspunkt havde Jette Egelund aldrig forestillet sig, at hun skulle videreføre virksomheden, men med faderens død opstod tanken om at overtage Vipp og tilføre virksomheden en ny energi og en mere moderne vision. Beslutningen om at overtage Vipp betød, at Jette Egelund måtte sige sit job op på Sjælland og starte et arbejdsliv i Jylland.

De første år af Jette Egelunds tid som direktør var svære at få til at hænge sammen. Virksomheden var trængt på likviditet, og Jette Egelund måtte derfor klare alle funktionerne selv. Indimellem fik hun hjælp fra sine to børn, Kasper og Sofie Egelund, som kom til Jylland i weekenderne. Til trods for de svære tider havde Jette Egelund og hendes to børn en stærk tro på, at Vipp-spanden er et gedigent produkt. ”Den er på en og samme tid både gammel og ny i sit design. Det er en evergreen. Jeg har set på den hele mit liv, og jeg er stadig ikke træt af den. Så derfor troede jeg fra starten på, at der var mulighed for både at sælge den herhjemme og i udlandet,” fortæller Jette Egelund.

I slutningen af 1990’erne var produktionsapparatet i Randers efterhånden så slidt, at Jette Egelund begyndte at outsource nogle af produktionsdelene. I 1999 fandt Jette Egelund en virksomhed i Nakskov, som kunne tage sig af hele produktionsiden. Outsourcingen betød, at Jette Egelund lukkede produktionsvirksomheden i Randers og flyttede tilbage til Sjælland for at lede virksomheden derfra. ”Beslutningen om at outsource al produktion til Nakskov og flytte kontoret til København betød, at Sofie og Kasper i højere grad kunne blive involveret i alle beslutninger og tiltag i virksomheden. Desuden gav det mig en mulighed for at fokusere på det vigtigste – at
gøre Vipp produkterne synlige over for kunderne,” fortæller Jette Egelund.

Læs mere på Dansk Design Center.

Skriv et svar