Tivoli-stol til at blive rundtosset af

ImagePrototypen på stolen Tivoli – præsenteret ved SE-Udstillingen 2007 – er det første bud på et spændende samarbejde mellem PP Møbler og den svenske designer, Fredrik Mattson.

Med Tivoli bevæger PP Møbler sig både på velkendt grund og mod nyt territorium. Stolen er udført i asketræ, som er et af værkstedets foretrukne materialer.

Til selve fremstillingen har man stukket træet, og man har her ført det ud i ekstremer i form af fire sammenlimede stykker stukket træ, der via formspænd er i stand til at rotere i en lukket kurve omkring en fikseret akse. Kurvens form er således fikseret, mens dens størrelse vokser sig større og større i en geometrisk progression, hvorved spiralformen udgør stolens sæde, ryg og sider. Selve formgivningsarbejdet kræver både håndværksmæssig præcision og specifik behandling af materialet. Fra stolens fod, som er fremstillet i rødmalet ask, går seks stålstivere, som for enden har fastspændt en handskelignende holder, der både fastgør og afstiver den fleksible spiral.

Tivoli fremstår som et overdådigt, legesygt eksperiment, og er på længere sigt henvendt til dem, der ikke bare kræver, at en stol er et siddemøbel, men også et skulpturelt objekt, der aktiverer hele det menneskelige sanseapparat.

Tivoli befinder sig stadig på prototypestadiet, men PP Møbler håber, at de aktuelle eksperimenter vil bære frugt og gøre det muligt at sætte stolen i produktion.

'Tivoli' stolen kan opleves på SE – udstillingen i januar 2008 i Silkeborg.

Skriv et svar