“Designerne skal være bedre til at tale virksomhedsledernes sprog”

ImageDorte Krogh er en af initiativtagerne til den nye brancheforening Danish Design Association og oplægsholder ved Dansk Design Centers design:DAG i Middelfart den 3. december. Her fortæller hun om baggrunden for DDA og om udviklingsperspektiverne for den danske designbranche.

Hvad er baggrunden for stiftelsen af Danish Design Association – hvad kan DDA gøre, som der ikke blev gjort tidligere?
Danish Design Association holdt stiftende generalforsamling 31. oktober. Forud for stiftelsen af brancheforeningen er gået et spændende år med at afsøge behov, formål og modeller for organisering af designbranchens virksomheder.

Initiativet blev taget med udgangspunkt i min bestyrelsespost hos Danske Designere og en målsætning om også at styrke designvirksomhederne. Processen viste, at der er et stort behov for et forum, der kan samle designvirksomhedernes interesser og dermed styrke dansk design. Resultatet blev en selvstændig brancheforening.

Danmark har, som et af få lande, en designpolitik, og design er udpeget som et af de områder, Danmark skal leve af i fremtiden. Først nu kan branchen repræsenteres i de udvalg, der skal hjælpe med at føre politikken ud i livet.

Hvad kan der gøres for at højne de danske designvirksomheders økonomiske og kreative vækst?
Designvirksomhederne skal have netværk, viden og værktøjer så deres forretningsmæssige, organisatoriske og kreative niveau styrkes. Vi skal være langt bedre til at kommunikere med vores kunder: hvad tilbyder vi, hvad er værdien, og hvad koster det?

En del danske virksomheder køber i stor grad design i udlandet i dag, det skal vi matche i fremtiden – og udvikle os, så vi også bliver i stand til at få udenlandske kunder til Danmark.

Som designere arbejder vi for at sikre vores kunder en bedre profil på markedet, og dermed en større indtjening. Vi er ikke kunstnere – vi kan få det til at ligne kunst, og vores arbejde ophøjes af og til som kunst. Det er herligt. Men det gør også, at der er et udpræget behov for at vise cases, og resultater af de undersøgelser, der viser at det er et konkret aktiv for en virksomhed, at bruge design som et aktivt parameter i sin strategi.

Læs hele artiklen på Dansk Design Center.

Skriv et svar