Danske designbureauer indtager det kinesiske designmarked

ImageI slutningen af september 2007 arrangerede Dansk Design Center og World Pictures et massivt designfremstød i Shanghai. Seks danske designbureauer tog med til Shanghai og mødte potentielle kinesiske designkøbere. Hør om deres syn på det kinesiske marked.

Formålet med fremstødet var at skabe et netværk i Kina og matche danske designere med potentielle kinesiske designkøbere og derved skabe en grobund for, at flere danske designere og danske designvirksomheder i fremtiden kommer ind på det kinesiske marked.

Lars Thøgersen, administrerende direktør i CPH Design, siger: ”Kina er på én gang fascinerende og skræmmende. En af de summariske oplevelser af Kina er, at vi alle har brug for at holde op med at lytte på politikere, som til stadighed ønsker at bilde os ind vi er verdens bedste! Den kraft, der er i gang i Kina, vil i stigende grad påvirke os alle på alle områder. Derfor gør vi klogt i at være til stede. Det er ingen løsning at sidde tilbage i Danmark – heller ikke for designerne.

Derfor var designfremstødet i Shanghai en god lejlighed til at komme i dialog med mulige kunder, arrangere møder og virksomhedsbesøg, så vi hver især – og måske nogle gange sammen – kan komme i gang med at etablere samarbejder, erfaringsudveksling og generel forretningsudvikling ift Kina.”

Troels Seidenfaden, Seidenfaden Design, siger: "Vi har været aktive i Sydkina gennem de sidste 5-6 år, og da vi blev spurgt, om vi ville med på det danske designfremstød i Shanghai, følte vi, at det var en god mulighed for os til at undersøge markedet og eventuelt se, om der kunne være kunder, som passede med vores kompetence.

Det konkrete output af turen blev et samarbejde mellem Seidenfaden Design og CPH Design om udvikling af klapvogne for en af verdens største producenter af cykler, klapvogne og autostole til børn. Foruden dette benyttede vi også turen til at udbygge vores netværk både med de andre danskere på turen men også med kinesiske produktudviklere og lokale tegnestuer. Vi tror på, at der i Kina og regionen som sådan er store muligheder for dansk design, men det kræver vedholdenhed og en smule is i maven, så er man i gang."

 Læs hele artiklen på Dansk Design Center.

Skriv et svar