Biennalen

ImageBiennalen for Kunsthåndværk og Design 2007, Trapholt og Koldinghus 4. maj til 29. juli.

Udstillingen er Danmarks største og eneste tilbagevendende med fokus specifikt på kunsthåndværk og design. Der er her mulighed for at se de allernyeste, mest kreative og innovative værker af de bedste danske navne.

Flere end 220 formgivere, det største antal nogensinde, deltager i Biennalen 2007.

Udstillingen viser den meget store spændvidde i nutidens danske kunsthåndværk og design. Der er modedesign med beklædning, smykker og accessories, der er konceptuelt design med vægt på det samfundskritiske, etiske eller humoristiske, der er eksperimenter med materialer, formgivningsteknikker, mønstre og billeder, funktionelle brugsting til hjemmet og byrummet, kommunikationsdesign og bud på fremtidens formgivning.

Præmiekonkurrence for børn

Biennaletemaer på Trapholt
HJEMLIGHED & HUSHOLDNING
Om hverdag, rutiner og ritualer. Om at bo, spise, sove, elske, om samvær og fravær, individualitet og fællesskab i boligen.

VISUALITET. ORNAMENT, MØNSTER & BILLEDE
Mønsteret og ornamentet som abstraktion, metafor eller figurativ fortælling i tekstil, keramik, glas m.m.

MATERIALITET. NATURLIGHED, KUNSTIGHED & MUTATION
Om stoffet og materien. Som form og overflade. Om håndens arbejde og nærhed til stoffet. Om teknologi og nye materialer.

KONCEPTUELT KUNSTHÅNDVÆRK & STATEMENT DESIGN
Når idéen, budskabet eller historien er det bærende. Kunsthåndværk og design ytrer sig kritisk om hverdagslivet og samfundsmæssige forhold.

KOMMUNIKATIONSDESIGN & BRANDING
Når budskaber skal synliggøres og formidles. Grafisk og digital kommunikation inden for alle genrer.

Biennaletemaer på Koldinghus
KONCEPTUELT KUNSTHÅNDVÆRK & STATEMENT DESIGN
Når idéen, budskabet eller historien er det bærende. Kunsthåndværk og design ytrer sig kritisk om hverdagslivet og samfundsmæssige forhold.

PROTOTYPER TIL FREMTIDEN
Visioner, drømme og tanker om fremtiden for menneskeligt fællesskab, arbejde og individuel selvrealisering.

FUNKTIONALITET. KOMPONENTER & REDSKABER
Design, der løser et problem og forbedrer og forandrer menneskers liv. Høj funktionalitet og præcision forenet med æstetisk form.

OFFENTLIGT DESIGN – OFFENTLIGT RUM
Byerne profilerer sig og søger deres identitet, hvilket kaster et nyt kritisk lys på byrummenes møblering og udtryk.

ARBEJDSFÆRER
Produkter til arbejdslivet på kontoret. Fra mega-kontoret til det virtuelle kontor. Værktøjer, møbler, kommunikation. Alternativer til det typiske "corporate look".

KROPPEN & KØNNET. MODENS FACADER
Formgivning med udspring i kroppen, kønnet, identiteten og selviscenesættelsen. Feminint, maskulint og derimellem.

www.koldinghus.dk

Biennaleprisen
I forbindelse med udstillingen uddeles Biennaleprisen på 100.000 kr. I år gik prisen til ædelmetalformgiveren Karen Fly Melander, der udstiller på Trapholt, og Komplot Design, der udstiller på Koldinghus.

Deltagerne i Biennalen er udvalgt af kuratorerne lektor Lars Dybdahl og designer og kunsthåndværker Ole Jensen, begge kendte navne i den danske designverden.

205 formgivere har indsendt værker, skitser eller idéoplæg til bedømmelse. Blandt dem har kuratorerne udvalgt cirka 92 til at deltage i biennalen og konkurrencen om Biennaleprisen. Derudover har kuratorerne inviteret godt 100 designere til udstillingen.

Biennalen arrangeres af de to museer i Kolding i samarbejde med organisationen Danske Kunsthåndværkere.

Læs mere på Trapholt.

Skriv et svar