Udstilling: Smid tøjet – dansk mode og identitet

ImageDansk mode stormer frem. Ligesom dansk møbeldesign gennem 1950’erne og 60’erne oplever dansk mode netop nu et internationalt gennembrud. Men hvad ligger der bag det danske modeeventyr, og hvad er det de danske modevirksomheder kan? Smid tøjet! går tæt på et udvalg af dansk modes mest succesfulde virksomheder. Fra den 30. juni – 7. oktober.

Kreativ vækst
Den danske modebranches unikke kombination af kreativitet og forretningsstrategi har positioneret Danmark som en international designnation. Med udstillingen Smid tøjet! viser Dansk Design Center mode i et bredere perspektiv. Mode handler i dag ikke kun om tøj – det handler også om forretningsstrategi, produktudvikling, modeshows, byliv, reklamekampagner og visuel kommunikation. Udstillingen viser et udsnit af de danske modebrands, som har demonstreret, at designinvesteringer skaber bundlinje.

Fra metervarer til mode
Udstillingen handler om virksomhederne, produkterne og designerne. Gennem udstillingens 5 temaer Fortid og Fremtid, Designer og Proces, Moden i Byrummet, Iscenesættelse, Fra Råvarer til Luksus vises de mange facetter og processer, der er i dansk mode: Fra inspiration til produkt, fra produktion til modekampagne. Historierne fortæller om det, der er usynligt for forbrugeren og konkretiserer abstrakte begreber som branding og identitet.

Niche og kommercielle brands
Historierne om den danske modebranche handler blandt andet om mangfoldighed. Mangfoldigheden i de forskellige brands samt i samspillet mellem unge, spraglede og nicheprægede brands og de store kommercielle. Ånden er demokratisk, og de danske modevirksomheder har stor respekt for, at branchens forskellighed er dens styrke.

Danmarks fjerdestørste eksporterhverv
Denne ånd har også haft betydning i forhold til modevirksomhedernes omstilling til internationale markedsvilkår. Her har dansk modes små og store virksomheder sammen vundet markedets opmærksomhed. Dansk mode er i dag en økonomisk vækstmotor og ifølge brancheorganisationen Dansk Textil og Beklædning, udgør textil- og beklædningsbranchen Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. Branchen omsatte alene i 2006 for ca. 30 mia kr.

Læs mere på Dansk Design Center.

Skriv et svar