De skabte Danmark

DR 2 sender i søndag d. 10. juni, som led i deres serie De skabte Danmark om indistrualiseringen, afsnittet om Designeren. Det var et blodigt kapitel i dansk møbelindustris historie, da båndsaven gør sit indtog i slutningen af 1800-tallet. Snedkersvendene snittede fingrene af på samlebånd.

Men de havde også travlt. Båndsaven betød, at savværkerne overtog en lang række arbejdsopgaver, som tidligere var blevet lavet i hånden.

Og da landbrugseksporten begyndte at hive fremmed valuta til landet, blev der ekstra travlt. For lige som i dag omsatte danskerne det straks til prangende hjem.

Succesfuldt Danish Design
I første halvdel af 1900-tallet boomede det for de små snedkermestre. De købte maskiner og indrettede bittesmå fabrikker.

Helt op til 50'erne lavede fabrikkerne møbler næsten udelukkende til danskerne, men så opfandt en smart sælger begrebet Danish Design.

Selv i USA fik de øjnene op for den gode danske smag, og små fabrikker producerede de kulturradikale møbelarkitekters minimalistiske møbler til eksport.

Glem alt om Wegner
Jyske snedkermestre fandt snart ud af, at tyskerne også vil have Danish Design. Men glem alt om Wegner og Børge Mogensen. Det var ikke her, at de store penge blev tjent.

Pengene tjentes mest på spånplademøbler, der var festligt udsmykket og langt fra den kulturradikale gode smag. De jyske entreprenører var ligeglade med de københavnske arkitekter.

Jyderne investerede i effektive maskiner og optimerede arbejdsgangene. Det var ikke håndlavet, men det var effektivt.

Sjettestørste eksportindustri
I dag har de gjort møbelindustrien til den sjettestørste eksportindustri på trods af, at Danmark stort set ikke leverer et eneste stykke af vores ”brede bøge” til produktionen.

Og det samme gør sig gældende for tøjet. Det er ikke de smarte københavnske designere, der redder æren og bruttonationalproduktet. Det er de ihærdige jyske købmænd, som sørger for, at selv kineserne går i dansk tøj.

Danskerne er gode til design – men vi er endnu bedre til at tjene penge på hurtig omskiftelig mode.

Skriv et svar