Paustian

ImagePaustians historie

Poul Paustian grundlagde Vesterbro Auktions- og Partivareudsalg på Vesterbrogade i København i 1937.  
 
Sønnen, Ole Paustian, kom ind i firmaet i slutningen af 50'erne. Møbler og tæpper blev hurtigt en del af varesortimentet, og da Ole Paustian i 1964 overtog virksomheden, gik der ikke lang tid, inden de enkle, stilrene Paustian-møbler så dagens lys. Resultatet blev et bredt sortiment, der afspejlede en helt ny designattitude.  
 
Da Ole Paustian efter nogle år på Vesterbrogade fik ideen om at skabe et nyt møbelhus i Nordhavnen, var det med en ambition om at sikre København en arkitektonisk seværdighed.  
 
Valget faldt derfor på Danmarks verdensberømte arkitkt Jørn Utzon. I samarbejde med sønnerne, Kim og Jan Utzon, skabte han Paustian-huset som stod færdigt i 1987. Et smukt hus, både at se på og færdes i, og frem for alt et rum, der fremhæver møblernes fine kvaliteter.  
 
I 2000 udvidede Paustian sine aktiviteter med endnu et møbelhus i Århus i den fine gamle Østbanegård fra 1877 med udsigt over Århus Havn. Bygningen emmer af historie og danner den perfekte ramme for salg af kvalitetsmøbler og design.  
 
I kraft af sine innovative tiltag har Paustian de sidste 30 år været med til at sætte dagsordenen for indretning i danske hjem og virksomheder.  
 
I dag er Paustian mere end et møbelhus. Paustian er et brand, der sætter det æstetiske og tidløst moderne højest.

Paustian i dag

Paustian er en møbelvirksomhed der tilbyder ét af landets største udvalg af designmøbler, tæpper, belysning m.v. til private kunder såvel som til erhvervslivet. 
 
Her finder man det ypperste inden for skandinavisk møbelarkitektur samt et væld af original møbelkunst fra hele verden. 
 
Paustian har knyttet en række designere til vores huse. En del af de produkter der kan ses hos Paustian er tegnet af disse designere og produceres på egen fabrik. 
 
Ud over egen produktion er Paustian eneimportør af møbler fra nogle af de mest anerkendte internationale møbelproducenter, så som Vitra og Ruckstuhl i Schweiz, Artek i Finland og Depadova i Italien. Disse møbelvirksomheder producerer tidløse møbler, skabt af arkitekter og designere, der kan kunsten at glæde både øje og krop – Charles & Ray Eames, Verner Panton, Alvar Aalto, Vico Magistretti og Philippe Starck.  
 
Paustians møbelhuse er et kapitel for sig. Utzon-huset i København og Østbanegården i Århus, danner desuden flere gange om året rammen om forskellige kulturelle arrangementer, der stimulerer både øjet og øret.  
 
Flere gange årligt viser vi Paustians særlige attraktion – en unik samling af kortfilm, produceret af designerægteparret Charles & Ray Eames. Desuden er der ofte koncerter med jazz eller klassisk musik i Paustian-huset. Gennem en årrække har huset haft vekslende udstillinger med møbeldesignere, afgangsstuderende eller under temaer, der har relation til enten Paustian eller 'tidens trend'.  
 
Endelig har Restaurant Paustian i København en høj stjerne hos mange – hvad enten det er til en forretningsfrokost eller særlige arrangementer. Maden og de lyse omgivelser er et perfekt supplement til indkøbsbesøg og de øvrige aktiviteter, som huset rummer.

Paustian Produktionen

Alle designere, der samarbejder med Paustian, har en udpræget kvalitetsbevidsthed i såvel materialevalg som udformning.  
 
Paustians målsætning er, at møblerne skabes som klassikere. Den målsætning lever flere af Paustian-møblerne op til. Det gælder bl.a. Paustian Havesæt, designet af arkitekten Leif Erik Rasmussen. Sammen med arkitekten Henrik Rolff har han skabt en række møbler til Paustian under navnet 2R. Bl.a. Knud Holscher, Erik Magnussen, Erik Rasmussen, Foersom & Hiort-Lorenzen, Christian Flindt, Povl Barfod og Paul André Leroy har også skabt møbler for Paustian.  
 
Egenproduktionen, fremstillet under hensyntagen til miljøet, findes naturligvis i Paustians egne huse, men også hos få, udvalgte forhandlere i Danmark. Møblerne eksporteres også – hovedsageligt til Skandinavien og Japan. 
 
Paustian er ISO 9001 Kvalitets- og ISO 14001 Miljøcertificeret.

Skriv et svar